”Edvard Munch”
Anne Skjerk medlem af Teaterforeningen Bornholm
Grønbechs Gård, Den sorte sal d.
Publikum famlede sig i en lind, stille strøm ind i mørket, og alle fandt et ledigt sæde i det kulsorte lokale. Det, der trak publikum, var to kunstneres spændende bearbejdning og intense fremførelse af en fortælling med samspil og vekselvirkning i lyd og ord om Edvard Munch som person – ikke om hans kunst, men hvor fortællingen blev kunst i sig selv.
Kontrabassen indledte fortællingen – i et hæsblæsende og moderne samspil – med den bærbare computers forprogrammerede rytme- og lydsekvenser, som kun lå få taster væk fra kontrabassistens ferme fingrer, og rytmisk og koncist kom fortællerens ord ind, hvor pulsen ”bød op til dans”.
Hvert lydbillede virkede, i alle sine gentagelser og forandringer, nøje komponeret og udvalgt til fortællingens kontekst, stemning og flow i tid og rum.
Vi kom helt tæt på personen Edvard Munch i udvalgte hændelser og stemninger og tog del i hans sårbare sind, mens vi flød af sted på fortællerens hastige strøm af ord, der pulserende vældede ud over publikum i et stadigt højere tempo. Underspillet, lun humor og gestik i samspil med kontrabassen og pc’ens lydbilleder dannede farverige billeder på publikums indre lærreder.
Dæmpet latter lød blandt publikum spredt under hele fortællingen, hver gang den nåede et nyt klimaks eller endnu en pudsighed kom frem.
Helt forpustet og beriget sad vi tilbage, da fortællingen var slut.
Efter et par sekunders stilhed, hvor publikum skulle bringe sine tanker frem i tiden til nuet, lød et bragende bifald med flere fremkaldelser af de to kunstnere, hvilket vidnede om en fælles, intens oplevelse.
”Edvard Munch”
Ivar Nygaard
tidligere Leder for Stavanger Kunstforening og Direktør for Norsk Barnemuseum.
Svanekegården, d.
Munch – sådan har du aldrig hørt ham.
Høre Munch? Er det muligt? Ja. Steiner og Jesper Staustrup inviterede mig til at lytte til Munch. Lytte til manden som lavede de billeder jeg kender så godt. Eller gør jeg det? Egentlig? Er det ikke de populærkulturelle ikoner "Skriget" og "Syg pige" jeg kender? Ikke Edvard. Personen. Tankerne. Følelserne.
Fortælleren og bassisten har underlagt sig computeren. De river og slider i dens tøjler uden at komme løs. Således bliver helheden et stærkt billede på Edvard Munchs kamp med eget sind. Steiner og Staustrup lader sig aldrig friste til at løsne på det stramme og nådesløse. Her er ingen lefleri og publikumsfrieri.
I et hæsblæsende bukkeridt over digitale stokke og analoge sten insisterer fortæller, bassist og computer på at de kan trænge ind i malerens hoved. Og jeg tror dem. Jeg følger med.
Kritikeren kan ofte gemme sig bag sammenligninger. Bedre end. Dårligere end. Men jeg kan ikke gribe til sådanne forsvarsvåben mod denne ægte, sårbare, og ekstremt kraftfulde forestillingen. Kunstnerne har valgt sine virkemidler. Jeg bliver også tvunget til at tage stilling. Følelsesmæssigt. Det intellektuelle har vist sin begrænsning.
Steiner og Staustrups "Edvard Munch" tager fat der hvor kunst skal tage fat. I maven og i hjertet.